Vi er vant til glamour i London SE26: Kelly Brook og Jason Statham har engang boet oven over tandlægen. Men når Anouska Hempels hæle hamrer ned i den revnede cement på parkeringspladsen uden for min lejlighed, kan jeg ikke lade være med at tænke på billederne i det engelske ugeblad Picture Post af kongelige, der besøgte familier, hvis hjem var blevet bombet under Anden Verdenskrig. Hendes mission i mit ydmyge hjørne af forstaden er dog mere end blot at vise sin medfølelse. Hempel – kvinden, der opfandt 'boutique-hotellet', før det overhovedet havde fået sit smarte navn – er kommet for at fortælle mig noget, som halvdelen af alle boligejere i vesten er desperate efter at høre, hvis man da skal tro indretningsbladenes stort opslåede artikler samt bekymrede skriverier i gør-det-selv-forummer på Internettet: Hvad skal der til for at få sit almindelige hjem til at ligne en hotelsuite til £750 pr. nat med samme stemning som på et femstjernet hotel? Eller med andre ord, hvordan kan man 'hempelisere' en beskeden ombygget lejlighed midt i et treetagers viktoriansk dobbelthus?

“Du kunne godt gøre det,” siger hun, mens hun kaster blikket rundt i mit køkken. “Alle kan gøre det. Hvorfor ikke? Men der skal være sammenhæng mellem rummene. Det er vigtigt at føre ideer helt igennem.” Hun kigger eftertænksomt ud på brandtrappen. “Og du bliver selvfølgelig nødt til at købe nabohuset.” Det er en vits. Tror jeg nok.

...

Det er dog værd lige at stoppe op og tænke over, hvor mærkelig hele tanken er. Et hotelværelse er et glemselens sted. Vi ville finde det foruroligende, hvis vi fandt det mindste tegn på en tidligere hotelgæsts tilstedeværelse, fordi mange af os tager på hotel for at gøre ting, vi ikke ville gøre derhjemme. Vi forventer, at et hotelværelse er gjort så grundigt rent, som hvis et lig netop var blevet fjernet fra sengen. (I nogle tilfælde er det faktisk, hvad der er sket.) Hjemmet indrettes som indbegrebet af det stik modsatte: Det er et sted, der rummer minder. Beboernes historie bør være synlig i fotografierne på kaminhylden, billederne på væggen og bøgerne på hylderne. Hvis hotelværelser var mennesker, ville de være smilende patienter, der havde fået det hvide snit, eller besnærende psykopater.

Vi er vant til glamour i London-postnummeret SE26: Kelly Brook og Jason Statham plejede at bo over tandlægen. Men når Anouska Hempels hæle rammer parkeringspladsens revnede cement uden for min lejlighed, er det svært ikke at komme til at tænke på de der Picture Post fotografier af royale, der besøger sønderbombede hjem under Anden Verdenskrig. Hendes mission i min beskedne forstad handler imidlertid om mere end at tilkendegive sympati. Hempel – kvinden, der opfandt boutique hotellet, inden der overhovedet var noget, der hed det – er kommet for at give mig den information, som halvdelen af grundejerne i den vestlige verden virker desperate efter – at dømme efter dobbeltsider i interiørmagasiner og ængstelige indlæg på online gør-det-selv forummer: Hvordan man giver et ordinært hjem udseende og udstråling som en femstjernet hotelsuite til £750 per nat. Dette tilfælde er en beskeden konverteringslejlighed på første sal i et treetages victoriansk dobbelthus i Hempelise.

"Du kan gøre det," siger hun og kaster et blik rundt i mit køkken. "Alle og enhver kan gøre det. Det er der absolut intet til hindre for. Men der skal være kontinuitet imellem værelserne. En enkelt idé skal føres helt igennem." Hun kigger drømmende ud over brandudgangen. "Og du vil naturligvis skulle købe nabohuset." Det er en joke. Tror jeg.

...

Det er dog værd at stoppe op og reflektere over det ejendommelige ved denne indskydelse. Hotelværelset er et rum uden hukommelse. Vi ville have det skidt med, at det bar det mindste præg af en tidligere beboer – især fordi mange af os tager på hotel for at gøre ting, vi normalt ikke gør derhjemme. Vi forventer, at et hotelværelse er så grundigt rengjort, som var et lig netop blevet slæbt ud af sengen (i nogle tilfælde vil det faktisk være sket). Interiøret i ens hjem legemliggør den modsatte idé: Det er et opbevaringssted for minder. Dets beboeres historie bør fremgå af fotografierne på kaminhylden, billederne på væggen, bøgerne på hylderne. Hvis hotelværelser var folk, ville de være smilende patienter med det hvide snit eller tilsyneladende psykopater.

Vi er vant til glamour i London SE26; Kelly Brook og Jason Slatham boede engang oven på tandlægen. Men da Anouska Hempels hæle ramte den revnede cement i parkeringsplads udenfor min lejlighed, var det svært ikke at komme i tanker på billederne fra Picture Post, som viste de kongelige besøgende familier fra udbombede huse under anden verdenskrig. Hendes mission i mit beskedne forstadshjørne er imidlertid mere end sympati tilkendegivelse. Hempel - kvinden som opfandt boutique hotel før det fik et sådan beskyttet navn - er ankommet for at give mig information, efter hvilken halvdelen af husejere higer desperat efter, hvis man skulle dømme efter omfang af artikler i boligindretningstidsskrifter og bekymrede forespørgsler i Gør-Det-Selv online fora: hvordan kan man få en almindelig lejlighed til at fremstå og have en livfuldhed som en femstjernet, 750£ per nat hotel suite. Hvordan man "Hempeliserer", i dette tilfælde, en beskeden ombygningslejlighed, bestående af en mellemetage af en Victoriansk treetagers halvdel af dobbelt hus.

"Du kan gøre det" - sagde hun, mens hun strejfende kastede blik over mit køkken - "Enhver kunne gøre det. Det er absolut ingen grund til at lade det være. Men det må være sammenhæng mellem værelserne. En gennemgående ide skal følges hele vejen".
Hun kigger tænksomt over brandtrappen. "Og du er selvfølgeligt nødt til at købe nabohuset." Det må være en spøg. Tænker jeg.

........

Det er dog værd at tage en tænkepause, for at overveje hvor underlig denne impuls er. Hotelværelset er en forglemmelses rum. Vi ville være foruroliget, hvis det bar det mindste spor af forrige beboer, især at mange af os flytter ind på hoteller for at foretage os ting vi ville ikke gøre hjemme. Vi forventer et hotelværelse at være rengjort så grundigt, som om et lig havde været båret ud af sengen lige før.(Nogle gange dette ville være nøjagtigt hvad det var sket.) Hjemmets interiør inkarnerer den modsatte ide: det er et opbevaringssted for erindringer. Historien af dets beboere skal være der i fotografier på kaminhylden, billeder på væggen, bøger i reolen. Hvis hotelværelser var mennesker, ville de være smilende labotomi patienter eller troværdige psykopater.