ProZ.com translation contests »
11th ProZ.com translation contest: "Contemporary society" » English to Danish » Entry #12512


Source text in English

Translation #12512

We're accustomed to glamour in London SE26: Kelly Brook and Jason Statham used to live above the dentist. But when Anouska Hempel's heels hit the cracked cement of the parking space outside my flat, it's hard not to think of those Picture Post photographs of royalty visiting bombed-out families during the second world war. Her mission in my modest tract of suburbia is, however, about more than offering sympathy. Hempel—the woman who invented the boutique hotel before it bore any such proprietary name—has come to give me information for which, judging by the spreads in interiors magazines and anxious postings on online DIY forums, half the property-owners in the Western world seem desperate: how to give an ordinary home the look and the vibe of a five-star, £750-a-night hotel suite. To Hem­pelise, in this case, a modest conversion flat formed from the middle slice of a three-storey Victorian semi.

"You could do it," she says, casting an eye around my kitchen. "Anyone could do it. Absolutely no reason why not. But there has to be continuity between the rooms. A single idea must be followed through." She looks out wistfully over the fire escape. "And you'd have to buy the house next door, of course." That's a joke. I think.

...

It's worth pausing, though, to consider the oddness of this impulse. The hotel room is an amnesiac space. We would be troubled if it bore any sign of a previous occupant, particularly as many of us go to hotels in order to do things we would not do at home. We expect a hotel room to be cleaned as thoroughly as if a corpse had just been hauled from the bed. (In some cases, this will actually have happened.) The domestic interior embodies the opposite idea: it is a repository of memories. The story of its inhabitants ought to be there in the photos on the mantelpiece, the pictures on the wall, the books on the shelves. If hotel rooms were people, they would be smiling lobotomy patients or plausible psychopaths.
Vi er vant til glamour i London-postnummeret SE26: Kelly Brook og Jason Statham plejede at bo over tandlægen. Men når Anouska Hempels hæle rammer parkeringspladsens revnede cement uden for min lejlighed, er det svært ikke at komme til at tænke på de der Picture Post fotografier af royale, der besøger sønderbombede hjem under Anden Verdenskrig. Hendes mission i min beskedne forstad handler imidlertid om mere end at tilkendegive sympati. Hempel – kvinden, der opfandt boutique hotellet, inden der overhovedet var noget, der hed det – er kommet for at give mig den information, som halvdelen af grundejerne i den vestlige verden virker desperate efter – at dømme efter dobbeltsider i interiørmagasiner og ængstelige indlæg på online gør-det-selv forummer: Hvordan man giver et ordinært hjem udseende og udstråling som en femstjernet hotelsuite til £750 per nat. Dette tilfælde er en beskeden konverteringslejlighed på første sal i et treetages victoriansk dobbelthus i Hempelise.

"Du kan gøre det," siger hun og kaster et blik rundt i mit køkken. "Alle og enhver kan gøre det. Det er der absolut intet til hindre for. Men der skal være kontinuitet imellem værelserne. En enkelt idé skal føres helt igennem." Hun kigger drømmende ud over brandudgangen. "Og du vil naturligvis skulle købe nabohuset." Det er en joke. Tror jeg.

...

Det er dog værd at stoppe op og reflektere over det ejendommelige ved denne indskydelse. Hotelværelset er et rum uden hukommelse. Vi ville have det skidt med, at det bar det mindste præg af en tidligere beboer – især fordi mange af os tager på hotel for at gøre ting, vi normalt ikke gør derhjemme. Vi forventer, at et hotelværelse er så grundigt rengjort, som var et lig netop blevet slæbt ud af sengen (i nogle tilfælde vil det faktisk være sket). Interiøret i ens hjem legemliggør den modsatte idé: Det er et opbevaringssted for minder. Dets beboeres historie bør fremgå af fotografierne på kaminhylden, billederne på væggen, bøgerne på hylderne. Hvis hotelværelser var folk, ville de være smilende patienter med det hvide snit eller tilsyneladende psykopater.


Discuss this entry