Det er et tema i vores tid, i hvert fald i den industrialiseret verden, at folk higer efter stilhed og finder ingen. Vi distraheres ustandseligt af trafikkens brummen og telefoner, der bipper konstant, robot-meldinger i busser og tog, eller fjernsyn, der larmer videre, selv i tomme kontorer. Menneskeheden udmatter sig selv og længes efter det modsatte – om det skal være i vildmarken, på det store hav, eller i et refugium viet til stilhed og fordybelse. Historieprofessoren Alain Corbin skriver fra sit tilflugtssted på Sorbonne, og Erling Kagge, den norsk opdagelsesrejsende skriver om sine erindringer af ødemarken i Antarktis, hvor de henholdsvis har forsøgte at undslippe.

Og dog, som Corbin påpeger i sin ”Histoire du Silence” (Stilhedens historie), er der sikkert ikke mere larm end tidligere. Før gummidæk blev opfundet, skramlede vognhjul med jernring og hestesko øredøvende på gadens brosten. Før man indførte den frivillige isolation med mobiltelefonen, summede busser og tog med samtale. Avissælgere lod ikke deres aviser ligge i stumme dynger, men reklamerede højlydt, ligesom sælgere af kirsebær, violer eller friske makreller, for det, de prøvede at sælge. På teateret og i operaen var der et kaos af tiljubling og buhråb. Selv bønderne ude på landet plejede at synge, mens de knoklede. De synger ikke i dag.

Det, der har ændret sig, er ikke så meget lydniveauet. Det klagede man også over i tidligere århundreder. Men nu er mange ting anderledes distraherende, og optager den plads, hvor stilheden ellers kunne trænge ind. Og der finder vi en anden paradoks. Når endelig stilheden indtræffer, dybt ind i fyrreskoven, i ørkenens øde nøgenhed, i et rum, der pludselig er efterladt og tomt – så er stilheden snarere foruroligende end velkommen. En snigende rædsel får øret til at hægte sig uvægerligt på hvad som helst, om det er knitrende ild, fuglefløjt eller bladenes tiskende svar, alt, som kan redde os fra denne uvante tomhed. Jo, man ønsker stilhed, men der kan blive for meget af det gode.