Et af tidens temaer, i hvert fald i vores del af verden, er, at folk efterstræber en ro, som de aldrig finder. Den brølende trafik, den uophørlige bippen fra telefoner, digitale meddelelser i busser og tog og fjernsyn, der kører for fuldt blæs selv i tomme kontorer, er et evindeligt støjtæppe og et forstyrrende element. Menneskeheden er ved at gå til i støj og længes efter ro – hvad enten det er i naturen, ude på det store hav eller på en retreat med fokus på stilhed og koncentration. Alain Corbin, der er professor i historie, skriver på sit fristed ved Sorbonne, og den norske opdagelsesrejsende Erling Kagge ud fra sine erindringer om Antarktis' store vidder, hvor de begge har forsøgt at søge tilflugt.

Men, som Corbin understreger i sin bog "A History of Silence", er der sandsynligvis ikke mere støj nu, end der var før i tiden. Før man fik hjul med luft i, genlød byens gader af den øredøvende klang af metalbeslåede hjul og hestesko mod brosten. Før vores frivillige isolation med mobiltelefoner summede det af stemmer i busser og tog. Avissælgerne lod ikke blot deres varer stå i en tavs stak, men reklamerede for dem af fuld hals, på samme måde som gadesælgerne falbød kirsebær, violer og friske makreller. I teateret og operaen hørtes både hurraråb og fyråb. Selv ude på landet sang bønderne, mens de sled i det. Nu om dage synger de ikke.

Det, der har forandret sig, er ikke så meget støjniveauet, som man også klagede over i forgangne tider, men de mange distraktioner, der har indtaget stilhedens plads. Og her tårner et andet paradoks sig op, for når stilheden gør sit indtog i fyrreskovens dyb, i en gold ørken eller i et rum, der pludselig bliver tomt, så føles det mere foruroligende end behageligt. Angsten kryber ind på en, man lytter instinktivt efter hver en lille lyd, der kan skærme hørelsen fra denne ukendte tomhed, uanset om det er flammer, der hvisler, fuglekald eller bladenes hvisken i vinden. Folk vil gerne have stilhed – men ikke helt så meget.

Et tema i tiden, i det mindste i den industrialiserede del af verden, er at mennesker hungrer efter stilhed uden at kunne finde den. Larmen fra trafik, endeløse bip fra telefoner, digitale meddelelser i busser og tog, tv-apparater, der skratter selv i tomme kontorer, er uendelige bombardementer og distraktioner. Mennesket udmatter sig selv med støj og længes efter dens modsætning – enten i naturen, på det åbne ocean eller i et refugium dedikeret til stilhed og koncentration. Historieprofessor Alain Corbin skriver fra sit tilflugtssted i Sorbonne, og Erling Kagge, en norsk opdagelsesrejsende, skriver om sine minder fra Antarktis’ ødemark, som de begge har prøvet at flygte til.

Og dog, som Corbin påpeger i "A History of Silence", er der sikkert ikke mere støj nu om dage, end der plejede at være. Inden trykluftsdrevne dæk var byers gader fulde af øredøvende klonk fra hjul med metalkanter og hestesko på sten. Inden frivillig isolation på mobiltelefoner, fyldtes busser og tog med konversationer. Avissælgere lod ikke deres varer ligge i en stum stak, men reklamerede for dem af deres lungers fulde kraft, ligesom sælgere gjorde for at sælge deres kirsebær, violer og friske makrel. Teatret og operaen var et inferno af bifaldende og hånlige tilråb. Selv ude på landet sang bønder, mens de sled i det. De synger ikke nu.

Det, der har ændret sig, er ikke så meget støjniveauet, som tidligere århundreder også beklagede sig over, men i stedet distraktionsniveauet, der beboer det rum, som stilheden ville kunne invadere. Et andet paradoks toner frem, for når stilheden lykkes med at invadere – i en nåleskovs dybe, stille ro, i en nøgen ørken, i et pludseligt forladt lokale, så virker det ofte foruroligende frem for kærkomment. Utrygheden kommer snigende; øret fokuserer instinktivt på alting, hvad end det er ilds hvislen, en fugls fløjten eller blades raslen, der vil redde øret fra denne ukendte tomhed. Mennesket vil have stilhed, men ikke for meget.

Et aktuelt tema, i det mindste i den industrialiserede verden, er, at folk kræver stilhed og ikke får den. Trafikkens larm, den endeløse ringen af telefoner, digitale budskaber i busser og tog, tændte fjernsyn i tomme kontorer, alt sammen et endeløst overgreb og en distraktion. Den menneskelige race udmatter sig selv med støj, men længes efter det modsatte — uanset om det er i vildnisset, på det åbne hav eller i et retreat, der er dedikeret til stilhed og koncentration. Alain Corbin, historieprofessor, skriver fra sit tilflugtssted i Sorbonne, og Erling Kagge, norsk eventyrer, fra sine minder om de øde vidder i Antarktis, som de begge to har prøvet at flygte til.

Og alligevel, som Corbin påpeger i "Stilhedens historie", er der sikkert ikke mere støj, end der plejede at være. Før gummidækket genlød byernes gader af den øredøvende klangen fra metalbeslåede hjul og hestesko på stenbroen. Før vi frivilligt isolerede os på mobiltelefonerne var der masser af snak i busser og tog. Avissælgere lagde ikke deres aviser i en tavs bunke, men annoncerede dem så højt som muligt, lige som sælgerne af kirsebær, violer og frisk makrel. Teateret og operaen var et kaos af hurraer og tilråb. Selv ude på landet sang bønderne, mens de sled i det. De synger ikke i dag.

Hvad der har ændret sig, er ikke så meget lydniveauet, som man også klagede over i tidligere århundreder, men distraktionerne, som optager det rum, stilheden ellers kunne invadere. Dér lurer et andet paradoks, for når det invaderer — dybt i en fyrreskov, i den nøgne ørken, i et pludseligt forladt værelse — er det ofte mere foruroligende end velkomment. Skrækken kommer krybende; øret fæstner sig instinktivt ved hvad som helst, uanset om det er ildens knitren, en fugls kalden eller bladenes susen, der kan redde det fra den ukendte tomhed. Mennesket vil have stilhed, men ikke i så høj grad.

Tidens tema, i hvert fald i den udviklede verden, er, at folk har et behov for stilhed og de kan ikke finde den. Brølet af trafik, de uophørlige bip af telefoner, digitale meddelelser i busser og tog, tv-apparater, der gjaldrer selv i tomme kontorer, er et uendeligt stormløb og forstyrelse. Den menneskelige race udmatter sig selv med støj og længes efter det modsatte - hvad enten det er i vildmarken, på det åbne hav eller på et retreat dedikeret til stilhed og kontemplation. Alain Corbin, en historieprofessor, skriver fra sit fristed i Sorbonne og Erling Kagge, en norsk opdagelsesrejsende, fra hans minder om den Antarktiske ødemark, som er steder, hvor de begge har søgt tilflugt.

Og alligevel, som Corbin påpeger i “A History of Silence", er der sandsynligvis ikke mere støj nu end tidligere. Før pneumatiske dæk var byens gader fulde af den overdøvende klang af metalhjul og hestesko. Før vi frivilligt isolerede os selv med vores mobiltelefoner, summede busser og tog af samtale. Avissælgere efterlod ikke deres varer i en stille bunke, men annoncerede dem ved højeste volumen, ligesom sælgerne af kirsebær, violer og frisk makrel også gjorde. Teatret og operaen var et kaos af råben og skrigen. Selv på landet sang bønderne, når de arbejdede. De synger ikke nu.

Hvad der har ændret sig, er ikke så meget lydniveauet, som de også i de tidligere århundreder klagede sig over, men niveauet af forstyrrelser, som optager det rum, som stilheden kan indtage. Et andet paradoks lurer, for når stilheden endelig opnås, såsom i den dybe fyrreskov, i den nøgne ørken, i et pludselig tomt rum, så viser det sig ofte, at den nærmere er mere foruroligende end behagelig. Frygten sniger sig ind. Øret søger instinktivt noget, hvad enten det drejer sig om ildens hvæsen eller fuglefløjt eller bladenes brusen, som vil redde det fra denne ukendte tomhed. Mennesket ønsker stilhed, men ikke så meget.

Det er et tema i vores tid, i hvert fald i den industrialiseret verden, at folk higer efter stilhed og finder ingen. Vi distraheres ustandseligt af trafikkens brummen og telefoner, der bipper konstant, robot-meldinger i busser og tog, eller fjernsyn, der larmer videre, selv i tomme kontorer. Menneskeheden udmatter sig selv og længes efter det modsatte – om det skal være i vildmarken, på det store hav, eller i et refugium viet til stilhed og fordybelse. Historieprofessoren Alain Corbin skriver fra sit tilflugtssted på Sorbonne, og Erling Kagge, den norsk opdagelsesrejsende skriver om sine erindringer af ødemarken i Antarktis, hvor de henholdsvis har forsøgte at undslippe.

Og dog, som Corbin påpeger i sin ”Histoire du Silence” (Stilhedens historie), er der sikkert ikke mere larm end tidligere. Før gummidæk blev opfundet, skramlede vognhjul med jernring og hestesko øredøvende på gadens brosten. Før man indførte den frivillige isolation med mobiltelefonen, summede busser og tog med samtale. Avissælgere lod ikke deres aviser ligge i stumme dynger, men reklamerede højlydt, ligesom sælgere af kirsebær, violer eller friske makreller, for det, de prøvede at sælge. På teateret og i operaen var der et kaos af tiljubling og buhråb. Selv bønderne ude på landet plejede at synge, mens de knoklede. De synger ikke i dag.

Det, der har ændret sig, er ikke så meget lydniveauet. Det klagede man også over i tidligere århundreder. Men nu er mange ting anderledes distraherende, og optager den plads, hvor stilheden ellers kunne trænge ind. Og der finder vi en anden paradoks. Når endelig stilheden indtræffer, dybt ind i fyrreskoven, i ørkenens øde nøgenhed, i et rum, der pludselig er efterladt og tomt – så er stilheden snarere foruroligende end velkommen. En snigende rædsel får øret til at hægte sig uvægerligt på hvad som helst, om det er knitrende ild, fuglefløjt eller bladenes tiskende svar, alt, som kan redde os fra denne uvante tomhed. Jo, man ønsker stilhed, men der kan blive for meget af det gode.